vindmøller på Aarhus Havn
Aarhus Vindmøllelaug ønsker at opføre 4 vindmøller på Aarhus Havn. Vindmøllerne vil være ca. 200 meter høje (tiphøjde) og hver dække strømforbruget til ca. 6.000 husstande, dvs. ca. 24.000 husstande i alt.
NRGi har tidligere foreslået Aarhus Kommune at opføre to moderne vindmøller på Aarhus Havn. Dette bakker vi op og i forlængelse af deres forslag ønsker vi en udvidelse af området på Aarhus Havn – Østhavnen – med yderligere fire vindmøller, altså i alt seks vindmøller. Alle seks vindmøller kan etableres med en rigtig god margin iht. eksisterende lovgivning, herunder bl.a. det tilladte støjniveau ved nærmeste nabo.
Vi arbejder på, at kunne tilbyde én af vores fire vindmøller (3+1) til virksomhederne på Aarhus Havn. Der er desuden mulighed for mange synergi-effekter bl.a. power-to- X (for eksempel brint- eller varmeproduktion). Vi ser også på, om det kan kombineres med et nyt energilager.
Vindmøller på havnefronten vil også kunne levere grøn landstrøm til besøgende skibe, og være noget af det første, som gæster til Aarhus via søvejen vil få øje på. ”Grønne Fyrtårne” der tegner en stærk profil for Aarhus og signalerer viljen til den grønne omstilling, som det i mange år har været kommunens overordnede og ambitiøse politiske målsætning: at være CO2 neutral i 2030.
I løbet af efteråret 2020 har vi holdt møder med de politiske partier i Aarhus Kommunes byråd, der tog imod vores invitation. Et klart flertal i byrådet har d. 18/11 2020 godkendt den reviderede Vedvarende Energi Temaplan med netop vindmøller på Aarhus Havn. Det samme flertal har fremsat klar støtte til netop vort projekt.
De fire Vindmøller vil inkl. service- & vedligeholdelsesaftaler mv. koste ca. 187 mio. kr. (140 mio. kr. for 3 vindmøller). Dette finansieres af ca. 100.000 andele af ca. 2.000 kr. Aarhus Vindmøllelaug samarbejder med landets førende økonomiske og juridiske partnere med ekspertise indenfor anlæg af vindmølleprojekter nemlig Revisionsfirmaet Ole Vestergaard A/S og Bech-Bruun Advokatfirma.